Seniorkonsulent, informationssikkerhed

Bliv del af KOMBITs tværfaglige informationssikkerhedsteam, der sætter standarden for databeskyttelse og it-sikkerhed i it-systemer med stor samfundsmæssig betydning og høj bevågenhed. Central og spændende rolle for en teknisk profil med god forståelse for komplekse it-systemer, it-sikkerhed og lyst til at blive del af et dygtigt it-hus med høje ambitioner og fokus på fornuftig work-life balance.

Stillingen

KOMBIT har ansvaret for indkøb, udvikling og styring af store samfundsunderstøttende it-systemer på kommunernes vegne og har dermed ansvar for så forskellige systemer som kommunernes sygedagpenge system, skolernes Aula og det kommende digitale valghandlingssystem. Formålet er klart: at skaffe bedre, billigere og mere sammenhængende digitalisering til gavn for alle danskere.

Som seniorkonsulent i it-sikkerhed bliver du en del af KOMBITs informationssikkerhedsteam, et tværfagligt team med både juridiske og tekniske kompetencer. Teamet yder specialistrådgivning omkring informationssikkerhed og GDPR til it-projekterne og til KOMBIT. Du vil få ansvar for udvikling af metoder, retningslinjer m.v. for den mere tekniske del af arbejdet med informationssikkerhed. Teamet er under opbygning og fagområdet er i stærk udvikling. Du får derfor stor mulighed for at præge rollen og fagområdet.

Dine primære ansvarsområder omfatter:

  • Tage lead på udarbejdelse af en ny risikovurderingsmodel for KOMBIT i samarbejde med udvalgte jurister, arkitekter, it-konsulenter, projektledere og andre.
  • Medvirke til at sætte mål og retning for arbejdet med informationssikkerhed i KOMBIT med udgangspunkt i en teknisk sikkerhedsmæssig erfaring og faglighed.
  • Videreudvikle standarder/skabeloner og retningslinjer/procedurer.
  • Levere ekspertrådgivning om informationssikkerhed i forhold til it-projekter og interne enheder i KOMBIT.
  • Udarbejde dokumentation i forbindelse med GDPR-compliance.
  • Rådgivning ift. risikovurderinger, sikkerhedsbrud, tilsyn mm. i KOMBITs projekter.
  • Følge med i udviklingen på sikkerhedsområdet og bring dette ind i teamet

Stillingen giver en helt unik mulighed for at arbejde på tværs af fagligheder og spændende it-projekter med stor samfundsmæssig bevågenhed og mange spændende sikkerhedsmæssige udfordringer af teknisk, praktisk og juridisk karakter. Du bliver del af en virksomhed, som bidrager aktivt til en digitaliseringsagenda, der rører store dele af det danske samfund.

Du vil referere til både chefarkitekten i KOMBIT samt lederen for informationssikkerhed, der er organiseret under chefjuristen.

Kandidatprofil

Den ideelle kandidat har sandsynligvis en relevant it-uddannelse som f.eks. datalog, ingeniør, cand.it, datamatiker eller tilsvarende – men med de rigtige erfaringer kan en anden baggrund også kvalificere. Du har fået erfaring med både de relevante ISO-standarder, GDPR og muligvis NSIS og har nok arbejdet en del i krydsfeltet mellem teknik, jura og it-projektledelse. Her har du udviklet gode evner til at formulere praktisk anvendelige retningslinjer for it-sikkerhed.

Som person arbejder du selvstændigt og er samtidig meget tværfagligt orienteret. Du er i stand til at udforme og drive din rolle og dit område – og klar over hvornår du skal søge sparring indefra eller udefra.

Desuden er du:

  • Ansvarsbevidst og struktureret men samtidig en udpræget samarbejdsorienteret person, der trives i en social og stærk virksomhedskultur.
  • En tillidsvækkende person, som naturligt tager rollen som rådgiver i forhold til projektledere, arkitekter og andre fagspecialister.
  • Dygtig til at formidle skriftligt da en vigtig del af dit arbejde vil være at skrive tydelige og anvendelige retningslinjer med mange forskellige modtagere.
  • Nysgerrig på udviklingen af it-sikkerhed og databeskyttelse og har lyst til at omsætte dette til konkrete retningslinjer og processer i KOMBITs forretning.  
  • Brænder for at arbejde med rammerne for risikovurderinger og sikkerhedsvurderinger af komplekse og samfundskritiske it-systemer.

Interesseret?

Husum Search bistår KOMBIT i forbindelse med denne rekruttering. Hvis du har interesse i stillingen eller spørgsmål er du velkommen til at kontakte Kristian Husum på kristian@husumsearch.dk eller tlf. 29 89 41 09.

Om KOMBIT

I KOMBIT er der højt til loftet og rige muligheder for at sætte sit personlige præg på eget jobindhold. Og selv om ambitionerne er høje, har organisationen fokus på en fornuftig work-life-balance og giver mulighed for at tilrettelægge en fleksibel hverdag. KOMBIT sætter kvaliteten i arbejdet højt og tilbyder gode efteruddannelsesmuligheder, som er individuelt tilpasset karriere- og udviklingsplaner. KOMBIT er en virksomhed med en stærk og menneskelig virksomhedskultur og med et væld af sociale arrangementer for enhver smag. Du kan læse mere om KOMBIT som arbejdsplads på https://www.kombit.dk/karriere

Scroll to Top
Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.